Press:
⁃ "Flygtningelejre oplevet gennem et empatisk indie-glughul ", article in Information, by Ida Marie Hede
⁃ KP Prize and the Audience Award 2017 was awarded to Pascal Mayet for his work 'Ellinikon'
⁃ Kunstnernes Påskeudstilling: Årets vinder har en usædvanlig historie - Århus Stiftstidende
⁃ KP17-prisvinder var også publikums favorit - Århus Stiftstidende

---

The interview by Diana Prim that follows was originally published on Kopenhagen ( Ingen ret til at forlade et liv uden rettigheder ):

Who By Fire er titlen på Pascal Mayets første soloudstilling i Danmark og kan ses på c4 Projects. Udstillingen tager udgangspunkt i to græske flygtningelejre, som Pascal arbejdede i, under et syv uger langt ophold ved Det Danske Institut i Athen, i 2016. Pascal brugte omkring tre uger i hver lejr, hvor han opholdt sig et bestemt sted, som han vendte tilbage til hver dag. Dagene skiftede mellem "en-flue-på-væggen" perspektiv til lange personlige samtaler, både med flygtninge og andre mennesker der kom og satte sig ned ved siden af ham. Han registrerede sine observationer og oplevelser gennem tegninger, noter og lydoptagelser, som han bagefter har brugt som materialer i sit atelier, hvor han udformede installationerne og værkerne til Who By Fire.

Pascal Mayet er født i Sverige i 1980, men flyttede til Danmark i 2003, og er nu baseret i København. Han arbejder interdisciplinært med tegning, maleri, tekst, installation og performance. Han er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi i Odense (2008-2014).


Kan du fortælle lidt om dine tanker bag udstillingen?
Udstillingen udspringer af mine oplevelser med to flygtningelejre jeg besøgte og arbejde i, i Athen sommeren 2016. Den første lejr var placeret ved bådterminalen E2 i havnen Piræus, mens den anden lejr var placeret i den gamle og forladte internationale lufthavn Ellinikon. To symbolske steder hvorfra man har kunnet nå alle verdenshjørner, men hvor mange flygtninge nu er strandet. Jeg brugte omkring tre uger i hver lejr, hvor jeg opholdt mig et bestemt sted, som jeg vendte tilbage til hver dag. Herfra skabte jeg alle tegninger og tekster, der udgør selve kernen i udstillingen Who By Fire. Så værkerne har sin grund i det observerende og dokumenterende, men hvor jeg lægger lige stor vægt på det fysiske, materielle rum omkring os, som på det indre rum, hvor vi føler, tænker og erindrer.

Var der en særlig grund til at du valgte at tage til Grækenland for at portrættere flygtninge i lejrene?
Jeg tror et af vores tids store problemer er den distance vi har til næsten al information og viden vi tager del af. Alting er medieret. Vi er hurtigt blevet bevidste omkring så utroligt mange ting der sker rundt omkring i verden, samtidigt savner vi en dybere forståelse der kommer i gennem tid og direkte, fysiske møder. Så jeg var i første omgang nysgerrig, og ville give mig selv et bedre grundlag at stå på, at tænke ud fra, samtidigt håbede jeg på at finde en måde at arbejde med oplevelserne.

Jeg havde også i lang tid været interesseret i Grækenland som en ydre grænse af Europa. Et brændpunkt, hvor vores tids økonomiske, politiske og demokratiske krise er synlig og aktivt diskuteres. Kun en måned før jeg nåede dertil blev grænserne til resten af Europa lukket af, og flygtningekrisen eskalerede.

Under dit ophold i de to græske flygtningelejre, vendte du tilbage til det samme sted hver dag. Hvorfor var det vigtigt at lave dine observeringer fra den samme placering?
Det er en metode jeg har brugt flere gange, hvor jeg ved at opholde mig et længere stykke tid på en bestemt plads, lader det omgivende rum åbne sig og foldes ud, samtidigt som jeg lærer det at kende.

Who By Fire centrerer sig omkring værkerne Piraeus og Ellinikon, der består af registreringer og refleksioner over de små glimt og indblik jeg opfanger fra det omkringliggende rum. Min egen indre verden er også til stede og farver det hele, noget jeg håber kan minde beskueren om de emotionelle lag af virkeligheden.

Jeg ser værkerne som tidsbaserede, da deres dybde og aflæsningstid er direkte forbundet med den reelle tid der bliver brugt i udførelsen af tegningerne og teksterne.

Vil du fortælle lidt om installationen af værkerne Ellinikon og Piraeus?
Ud over metode deler værkerne form, og installeres som svævende, fragmenterede panoramaer, hvor alle tegninger og tekster hænger i tynde tråde, fra loftet i forskudte lag. De bliver belyst af spotlights der skaber et skyggespil på væggen. Når en beskuer nærmer sig, opstår der bevægelser i papirerne, hvorpå en umiddelbar forbindelse opstår mellem værk og beskuer.

Ophængningen kan også føre tankerne mod musik, med associationer til eksempelvis en harpe, eller et partitur. Jeg kigger altid på billedkunsten som musik, noget der gør det nemmere at forstå og holde fokus på hvad der egentlig sker i de mere abstrakte og emotionelle lag i værkerne.

Hvordan var det at tegne i et kriseramt sted, hvordan blev det modtaget?
Det var en meget interessant oplevelse at komme til lejrene med kun pen og papir. Tegning er jo noget alle kender, og det langsomme og stille rum som det at tegne fører med sig, stod i stærk kontrast til den ellers til tider kaotiske hverdag i lejrene.

Nogle af de absolut smukkeste oplevelser jeg havde var når jeg kunne dele det fredfyldte rum med mennesker fra lejren. Jeg oplevede flere gange, at både unge og gamle kom og satte sig ved siden af mig, hvor de kunne side i stilhed i op til en time eller mere. En lille oase fra det kaos det indebærer at bo i en flygtningelejr med flere tusinde fremmende mennesker, uden udsyn til forandring.

Ser du dine værker som en politisk kommentar til den nuværende flygtningesituation?
Både og. Men mere fordi jeg igennem dem tager afstand til den måde politik bliver ført på. Jeg vil ikke pege fingre, eller fortælle hvad jeg syntes der skal gøres. Jeg er interesseret i at tale om situationen på en varmere og mere poetisk måde, om en verden udenfor det politiske apparat.

Titlen på udstillingen: Who By Fire, hvad ligger der i den?
Titlen er lånt fra Leonard Cohen's sang Who By Fire, fra 1974. Det er titlens mange muligheder for fortolkning som jeg er interesseret i. Den bevæger sig mellem en beskrivelse og et spørgsmål, samtidigt som den retter vores opmærksomhed mod nogen ukendt. Ilden kan enten pege mod en meget reduceret og basal måde at leve på, hvor den hjælper os med at holde varmen og til at lave mad over. Eller også kan den blive et symbol på det helvede de flygter fra, og den forfærdelige situation de lever i...

Tak.